Når det drejer sig om uddannelse af borgere i samfundet, hvilket både kan være unge såvel som lidt ældre mennesker, står regeringer over alt i verden over for et paradoks, som kan være ekstremt svært at løse, da det er meget komplekst. På den ene side ønsker de nemlig, at eleverne på skolen lærer mest muligt og får de bedst mulige midler gjort tilgængelige for dem. Dette ønske bunder ud i et krav fra det omgivende samfund om, at de unge får de bedste forudsætninger for at klare sig godt senere i livet, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Her får de nemlig lejlighed til at afprøve og udnytte de evner, som de har tilegnet sig gennem deres forløb på uddannelsen. På den anden side har skolen, som er en offentlig institution, dog et stort ansvar over for andre offentlige instanser og samfundet som helhed. Dette ansvar hænger sammen med, at de modtager økonomiske tilskud derfra. Dermed har skoler et ansvar og har forpligtet sig til at leve op til en række parametre, der er opstillet af den siddende regering på dette tidspunkt. Dette kan i nogle tilfælde medføre, at skolen ikke nødvendigvis altid har muligheden for frit at kunne budgettere og bruge penge, som de ønsker og finder det mest favorabelt, da de har et ansvar over for andre dele af samfundet. Dette resulterer i flere tilfælde i, at skoler føler at deres budget svinder ind, og de ikke frit kan forme undervisningen som de finder det bedst. Det kan blandt andet tænkes, at de har en masse idéer, der ikke kan realiseres, da økonomien ikke tillader dette på nuværende tidspunkt.
I en verden der i stigende grad bærer præg af store gennembrud inden for de teknologiske og naturvidenskabelige områder, må skoler over alt forsøge at tilpasse sig det omgivende samfund. Dette kan for eksempel foregå ved, at skolens ledelse forsøger at integrere teknologien mere for dermed bedre at kunne udnytte den økonomiske støtte fra det offentlige til fulde. Det positive er nemlig som oftest, at regeringer har de nødvendige midler. Spørgsmålet er derfor ikke nødvendigvis, om der er råd til en bedre skole, men mere hvordan disse midler bedst udnyttes til alles fordel og tilfredshed.
Både offentlige og private skoler må siges at være gode muligheder for uddannelse, på trods af de meget tydelige grundlæggende forskelle i blandt andet ejerskab og ledelse, og størrelsen på skolens klasser. Private skoler ejes af private organisationer, og finansieres ofte gennem donationer. Prisen for at gå på en af disse skoler er ofte høj, sammenlignet med de offentlige skoler, hvor man ofte ikke betaler for at gå. Sandsynligvis er dagligdagen dog meget forskellig for eleverne, da der er skabt en helt anden kultur i skolen. En af disse forskelle kan for eksempel være, at der ofte er relativt mange færre elever i klasserne på en privatskole end i en kommunal skole. Dermed kan det tænkes, og der kan argumenteres for, at der er mere opmærksomhed til den enkelte elev på en privat skole. De offentlige og kommunale skoler, som for eksempel ungdomsskoler, er i stedet grundlagt og finansieret af staten. Kommunalreformen fra 1970 skabte forudsætninger for vækst blandt disse skoler. Denne vækst medførte mange steder i samfundet, at ungdomsskolerne fik deres egne lokaler, hvor de kunne skabe aktiviteter for de unge mennesker. I takt med at ungdomsskolerne blev mere populære, steg udbuddet af aktiviteter ligeledes, for at møde den forøgede efterspørgsel.
En almindelig kommunal ungdomsskole tilbyder ofte undervisning i et fag eller i et emne, der ikke normalt er dækket af undervisningen. Det kan for eksempel være emner, der rækker ud over folkeskolens fag. Der kan blandt andet nævnes følgende fag:
- Brug af elektronik
- Selvforsvar og dets anvendelse
- Knallertkørekort
Read Full Article